
Profile A/S modtager Sundhedsfremmemærket 2025
Profile A/S er igen blevet tildelt Aabenraa Kommunes Sundhedsfremmemærke – en anerkendelse, vi også modtog i 2023. Mærket gives til virksomheder, der tager aktivt ansvar for medarbejdernes sundhed og trivsel gennem initiativer, der styrker både det fysiske, mentale og sociale arbejdsmiljø.
Trivsel og fællesskab i centrum
Hos Profile A/S arbejder vi målrettet for at skabe en arbejdsplads, hvor alle oplever høj trivsel, stærkt fællesskab og mulighed for udvikling. Vi tror på, at sundhed ikke kun handler om fysisk velvære – men lige så meget om mental balance, social tryghed og et arbejdsliv, hvor man bliver set og værdsat. Derfor prioriterer vi en bred vifte af aktiviteter, der både skaber energi i dagligdagen og styrker relationerne på tværs af organisationen. Det gælder alt fra simple hverdagsvaner til mere strukturerede indsatser og fælles oplevelser.
Aktiviteter der skaber sammenhold
Vi har en række tilbagevendende aktiviteter, som har stor opbakning blandt medarbejderne og bidrager til både sundhed og fællesskab: DHL Stafetten, Profile Fodbold Cup og Profile Padel Cup. Op til disse arrangementer arrangerer medarbejderne ofte selv træning og aktiviteter, hvilket er en fantastisk måde for både nye og erfarne kollegaer at blive rystet sammen på.
Mental sundhed og udvikling
Sundhed handler også om ro, fordybelse og mental styrke. I 2025 gennemførte vi blandt andet et længere HjerneRo-forløb, som gav medarbejderne konkrete værktøjer til at skabe balance, reducere stress og styrke det gode samarbejde i hverdagen. Vi prioriterer desuden kompetenceudvikling på tværs af virksomheden – fra kurser, efteruddannelse og faglige certificeringer til deltagelse på fagmesser, både som besøgende og som aktive udstillere. Det styrker både den enkelte medarbejder og vores fælles faglige niveau.
Et stærkt socialt fællesskab
Vores personaleforening bidrager årligt med flere sociale arrangementer, der giver tid og plads til at være sammen på en anden måde end i den daglige drift.
En anerkendelse der forpligter og inspirerer
Tildelingen af Sundhedsfremmemærket 2025 er ikke kun en fejring af det, vi allerede gør. Det er også en motivation for at fortsætte med at udvikle og udbygge vores sundhedsfremmende tiltag. For os er mærket et stærkt signal – både internt og eksternt – om, at vi prioriterer trivsel, udvikling og sundhed højt. Det betyder meget for vores medarbejdere, men også for vores kunder, samarbejdspartnere og kommende kollegaer. Vi er stolte af anerkendelsen – og endnu mere stolte af det fællesskab og engagement, som gør det muligt.